| |
|
Nyhedsbrev oktober 2008
Dette er Energi & Miljøs nyhedsbrev, hvor du kan blive opdateret med den seneste juridiske viden inden for energi- og miljøsektoren.
Nederst i nyhedsbrevet er en liste over de arrangementer, Energi & Miljø deltager i i løbet af efteråret.
Vi ønsker dig god læsning!
Hvis du ikke længere ønsker at modtage vores nyhedsbrev, kan du afmelde det her
Nyhedsbrevet indeholder følgende emner:
VAND:
Bidrag til oprensning og regulering af vandløb
Taksationskommissionen har fastslået, at vandløbsloven ikke indeholder hjemmel til at der kunne opkræves bidrag fra Arla til oprensning og regulering af vandløb, som følge af, at overløb fra spildevandsanlæg forårsagede ekstra vedligeholdelse og regulerings udgifter.
Sagen vedrørte fortolkning af vandløbslovens § 68, stk. 2:
”Tilføres der et vandløb spildevand, der i nævneværdig grad forøger arbejdet ved vandløbets oprensning, kan vandløbsmyndigheden pålægge ejerne af de ejendomme, hvorfra ulemperne hidrører, at yde bidrag til vandløbets regulering og vedligeholdelse."
Ejeren af en gård, som havde tilladelse til at opstemme et vandløb mod renholdelse af vandløbet rettede henvendelse til Odense Kommune, for at få pålagt Arla bidragspligt til renholdelsen og vedligeholdelse af åen. Arla, hvis spildevand var fyldt med organisk materiale og dermed forårsagede øget grødevækst, udledte spildevand til et spildevandsanlæg, der var underdimensioneret og dermed ofte medførte overløb til åen.
Odense Kommune fastslog, at vandløbsloven ikke § 68, stk. 2 ikke indeholdt hjemmel til, at Arla kunne pålægges bidragspligt. Taksationskommissionen stadfæstede kommunens afgørelse med henvisning til, at de opståede problemer med væsentlig forøgelse af organiske stoffer åen i hoved
Taksationskommissions kendelse af 26. marts 2008. Optrykt i MAD 2008.265AN.
Forbrugers klageret
Miljøklagenævnet har fastslået, at en enkelt forbruger ikke har klageret over en kommunes afgørelse om ikke at meddele påbud efter vandforsyningslovens § 62 vedrørende et vandværks drikkevandskvalitet.
En forbruger havde gentagne gange klaget over kvaliteten af vand fra Fredensdal Vandværk til Brovst Kommune. Brovst Kommune havde varslet vandværket et påbud efter vandforsyningslovens § 62 men afslog at udstede et egentlig påbud. Forbrugeren påklagede kommunens afslag til Miljøklagenævnet.
Miljøklagenævnet fastslog indledningsvist, at afslag på at meddele påbud også er at betragte som en afgørelse, der kan påklages. Miljøklagenævnet foretog herefter en vurdering af om forbrugeren kunne anses som klageberettiget. Som klageberettiget efter vandforsyningsloven er den der har en væsentlig, individuel, retlig interesse i sagen.
Miljøklagenævnet fandt, at forbrugerens interesse i en tilfredsstillende vandkvalitet måtte varetages af den ansvarlige for forsyningsanlægget og dermed ikke af forbrugeren selv. Desuden fandt Miljøklagenævnet, at en forbruger ikke kan anses for at have en "individuel" interesse, idet almene vandværker kunne have adskillige tusind forbrugere. Nævnet fandt på denne baggrund ikke, at forbrugeren var berettiget til at påklage kommunens afgørelse om ikke at meddele påbud til vandværket efter vandforsyningslovens § 62. Klagen blev derfor afvist af Miljøklagenævnet.
Miljøklagenævnets afgørelse af 5. marts 2008. Optrykt i MAD 2008.379MKN.
VARME:
Afslag på etablering af spids- og reservelastanlæg, der reelt
havde karakter af alternativt grundlastanlæg
Energiklagenævnet har stadfæstet en afgørelse fra Vordingborg Kommune om afslag på godkendelse af et projektforslag fra Præstø Fjernvarme A.m.b.a. vedrørende etablering af en spids- og reservelastcentral.
Det fremgik og var ubestridt under sagen, at det primære formål med anlægget var at opnå en egenproduktion med en lavere substitutionspris end prisen for den eksterne varmeleverance fra Præstø Kraftvarmeværk. Dette skulle resultere i en nedsættelse af prisen for varmeleverancen fra Præstø Kraftvarmeværk til substitutionsprisen. Det var endvidere ubestridt under sagen, at Præstø Kraftvarmeværk havde den fornødne grund- samt spids- og reservelastkapacitet til fuldt ud at forsyne Præstø Fjernvarme A.m.b.a.
Energiklagenævnet udtalte, at omhandlede anlæg reelt ikke havde karakter af et spids- og reservelastanlæg, men et alternativt grundlastanlæg. Projektet kunne derfor ikke godkendes efter reglerne om spids- og reservelastanlæg. Hvis Præstø Fjernvarme A.m.b.a. ønskede at etablere et alternativt grundlastanlæg, måtte der udarbejdes et nyt projektforslag herfor til indgivelse og behandling af kommunalbestyrelsen i overensstemmelse med de for sådanne anlæg gældende regler.
Energiklagenævnets afgørelse af den 25. august 2008 kan læses her
Pålæg om tilbageførsel af 18 mio. kr. til kunderne ophævet
Energiklagenævnet har ophævet Energitilsynets pålæg til Vestegnens Kraftvarmeselskab I/S om at tilbageføre ca. 18 mio. kr. til selskabets kunder.
Beløbet vedrørte forrentning af indskudskapitalen for perioden 1982 – 2004. Af selskabets regnskaber fremgik det, at forrentningen var akkumuleret på indskudskapitalen og ikke udbetalt til interessenterne, ligesom den endnu ikke var indregnet i varmepriserne over for kunderne.
Energiklagenævnet fandt under disse omstændigheder ikke, at Energitilsynet havde hjemmel til at udstede det omhandlede påbud. Nævnet bemærkede samtidig, at Vestegnens Kraftvarmeselskab I/S ikke var fremkommet med nogen konkretisering af, hvorledes den pågældende forrentning var påtænkt indregnet i priserne. Energiklagenævnet fandt derfor ikke anledning til at tage stilling til spørgsmålet om selve berettigelsen af den beregnede forrentning. En sådan stillingtagen kan ske på det tidspunkt, hvor det besluttes at indregne forrentningen i varmepriserne, og hvor indregningen da vil fremgå af prisanmeldelsen til Energitilsynet.
Energiklagenævnets afgørelse af den 25. august 2008 kan ses her
Afstandskrav i forbindelse med etablering af jordvarmeanlæg
Miljøankenævnet har i forbindelse med en klagesag haft lejlighed til nærmere at fastslå, hvilke kriterier, der skal lægges vægt på ved vurderingen af, om der kan ske lempelse af afstandskravene i forbindelse med etablering af jordvarmeanlæg.
Der må som udgangspunkt ikke gives tilladelse til etablering af et jordvarmeanlæg nærmere end 300 meter fra et alment vandindvindingsanlæg og 50 meter fra andre vandindvindingsanlæg. Afstandskravene kan dog nedsættes, hvis de hydrogeologiske forhold sandsynliggør, at der ikke er øget risiko for forurening af et vandindvindingsanlæg.
Miljøankenævnet har i forbindelse med den nævnte konkrete afgørelse foretaget en opregning af, hvilke typer af oplysninger, der er relevante for for den hydrogeologiske vurdering, og hvilke typer af oplysninger, der ikke kan betragtes som relevante for den hydrogeologiske vurdering og dermed ikke kan føre til nedsættelse af afstandskravene.
Opregningen fremgår af Miljøankenævnets afgørelse af den 12. august 2008, som kan ses her
Målervisning tilsidesat, selvom ingen påviselige fejl på måler
Ankenævnet på Energiområdet har truffet en afgørelse, som fraviger udgangspunktet ifølge administrativ praksis og retspraksis om, at det – hvis der ikke er tegn på målerfejl – påhviler forbrugeren at dokumentere, at det målte forbrug ikke svarer til det faktiske forbrug.
Der kunne i sagen ikke påvises nogen fejl på måleren, som var blevet nedtaget og undersøgt herfor. Ankenævnet fandt imidlertid efter sagens faktiske omstændigheder, at det måtte anses som helt usandsynligt, at klager i den omhandlede periode kunne have forbrugt den store mængde energi, der var målt. Størrelsen af den målte mængde indikerede således i sig selv, at der havde været en teknisk fejl ved målerinstallationen, som klager ikke var ansvarlig for. Nævnet fandt herefter, at klager alene skulle betale for et årsforbrug, der svarede til det foregående varmeårs forbrug, reguleret efter det aktuelle varmeårs graddage.
Ankenævnet for Energiområdets afgørelse af den 1. juli 2008 kan ses her
AFFALD:
Affaldsbytteaftale gav ikke kommune ret til at forlange erstatning
Vestre Landsret har netop frifundet Reno Djurs I/S fra et krav fra Kolding Kommune i anledning af en affaldsbytteaftale indgået mellem de to parter.
Kolding Kommune havde efter Højesterets dom i Uniscrapsagen krævet betaling af Reno Djurs i anledning af at kommunen havde flere udgifter ved at forbrænde affald fra Reno Djurs end RenoDjurs havde af udgifter ved at deponere Kolding Kommunes affald. Ved Højesterets dom i Uniscrapsagen blev det fastslået, at et affaldsbehandlingsanlæg som udgangspunkt ikke kan kræve højere behandlingsgebyrer fra affaldsproducenter uden for kommunen end de, der opkræves af affaldsproducenter i kommunen.
Vestre Landsret bemærkede vedrørende Kolding Kommunes krav indledningsvist, at det hvilede på Kolding Kommunes beslutning, at prisen for at anvise affald til deponering hos Reno Djurs skulle afkræves af kommunens brugere efter kommunens forbændingstakst. Endvidere bemærkede Landsretten, at Kolding Kommune som følge af bytteaftalerne sparede omkostninger til etablering og drift af losseplads.
Vestre Landsret fastslog, at affaldsbytteaftalerne ikke kunne anses for at være i strid med prisbestemmelsen i miljøbeskyttelseslovens § 48, eller at de på andet grundlag kunne anses som ugyldige. RenoDjurs frifindelsespåstand blev herefter taget til følge.
Vestre Landsret, 3. afdelings dom af 4. september 2008 kan læses her
Omlægning af affaldsforbrændingsafgiften
Skatteministeriet har i september sendt et lovforslag om omlægning af affaldsforbrændingsafgiften i høring. Ved lovforslaget omlægges forbrændingsafgiften af affald til en almindelig afgift på energi og CO2, svarende til afgiften på de fossile brændsler.
Formålet med lovforslaget er at imødegå, at afgiftsstrukturen forvrider affaldsstrømmene. Blandt andet vil afgiftsomlægningen ifølge Skatteministeriet, gøre det økonomisk attraktivt for elsektoren at anvende affald til produktion af el og for industrien at anvende affald til produktion af procesvarme. Endvidere forventer Skatteministeriet, at det bliver økonomisk attraktivt at afbrænde spildevandsslam og husdyrgødning med lavt energiindhold, idet affaldsforbrændingsafgiften fjernes.
Konkret indebærer lovforslaget, at forbrændingsafgiften på affald fjernes, at affaldsvarmeafgiften forhøjes, at der indføres CO2-afgift ved affaldsforbrænding og at statstilskuddet til decentral affaldsbaseret elproduktion afskaffes.
Forslag til lov om ændring af affalds- og råstofafgiftsloven, kulafgiftsloven og forskellige andre love kan læses her
Forbud mod videre drift af deponeringsanlæg
Miljøklagenævnet har stadfæstet Viborg Amts forbud mod videre drift af Revas deponeringsanlæg. Baggrunden for forbuddet var, at der ikke fandtes geologisk barriere under nogle af anlæggets nuværende etaper, og anlægget derfor udgjorde en fare for grundvandsinteresserne.
Ifølge deponeringsbekendtgørelsen skal anlæg, som ikke overholder en række specifikke krav til opbygning, lukkes senest 16. juli 2009. Blandt kravene er geologisk barriere. Der fandtes ikke i tilknytning til Revas deponeringsanlæg geologisk barriere.
Miljøklagenævnet vurderede endvidere, at der ikke var konkret grundlag for at reducere kravene til anlægget, som følge af en miljørisikovurdering. Deponeringsanlægget var beliggende i et område med drikkevandsinteresser og der blev i nærheden af nedstrømsanlægget foretaget indvinding til drikkevandsformål.
Miljøklagenævnets afgørelse af 2. juli 2008 vdr. Revas kan læses her
EU batteridirektiv og ny dansk lovgivning
EU direktiv 2006/66/EF om batterier og akkumulatorer omfatter regler om markedsføring, indsamling, behandling og genvinding af batterier og akkumulatorer. Direktivet, der ophæver det tidligere direktiv 1991/157/EØF, trådte i kraft den 26. september 2008. EU reglerne er implementeret i kemikalieloven samt en ny bekendtgørelse.
Bekendtgørelsen om import og salg samt eksport af batterier og akkumulatorer gennemfører dele af det nye EU batteridirektiv og ophæver det gamle. Bekendtgørelsen finder anvendelse ved import og salg samt eksport inden for EU af alle typer af batterier og akkumulatorer uanset form, volumen, vægt og materiale sammensætning. Bekendtgørelsen gælder ikke for udstyr, der er knyttet til beskyttelsen af Danmarks væsentlige sikkerhedsinteresser såsom våben, ammunition mm.
Salg af batterier og akkumulatorer med et vist indhold kviksølv og cadmium indhold må ikke finde sted i EU. Dette gælder dog ikke for visse typer af medicinsk udstyr samt nød- og alarmudstyr. Bekendtgørelsen fastlægger, at batterier og akkumulatorer skal være mærket med et symbol, der viser, at brugte batterier og akkumulatorer ikke må bortskaffes i almindelig affaldscontainer. Miljøstyrelsen fører tilsyn og kontrol med reglernes overholdelse. Overtrædelse kan straffes med bøde og i grovere tilfælde med fængselsstraf.
Bekendtgørelsen om import og salg samt eksport af batterier etablerer ensartede krav i EU for batterier og akkumulatorer, der fungerer som elektrisk eller elektronisk energikilde ved direkte omdannelse af kemisk energi. Bekendtgørelsen gælder ikke for genopladelige batterier.
Bekendtgørelse nr. 923 af 23. september 2008 om batterier og akkumulatorer kan ses her
EL:
Ændring af Energitilsynets el-prisfastsættelse for 2. kvartal 2006
Forud for 2. kvartal 2006 fastsatte Energitilsynets sekretariat ved en fejl en maksimal mark-up på 113,44 kr. pr. MWh. Mark-uppen skulle kun have været på 24,12 kr. pr. MWh. Fejlen betød, at 27 ud af i alt 36 forsyningspligt-selskaber ikke fik deres anmeldte priser nedreguleret i det pågældende kvartal. Dette medførte en merindtægt for de 27 selskaber på i alt 32,4 mio. kr.
Energitilsynet har nu taget stilling til, hvorvidt fejlen kan og bør ændres. Energitilsynet har besluttet at korrigere fejlen og pålægge de berørte selskaber at indregne den konstaterede overdækning i selskabernes fremtidige kvartalspriser i det omfang, dette ikke allerede måtte være sket.
Energitilsynets afgørelse er af den 26. juni 2008 og kan ses her
Vindmølle-klage ikke admitteret af Den Europæiske
Menneske-rettighedsdomstol (EMD)
Klagerne, der havde et sommerhus, havde indklaget den svenske stat i anledning af de ulemper, som en vindmølle med en højde på 31,5 m og en vingediameter på 27 m, der var opstillet 371 m fra sommerhuset, medførte i form af støj og vingereflektion.
EMD fandt, at klagepunkterne var åbenbart grundløse, fordi ulemperne ikke oversteg tålegrænsen, og fordi der var den fornødne proportionalitet mellem ulemperne for klagerne og de positive effekter af vedvarende energi. Videre anførte EMD, at klagerne ikke havde fremlagt dokumentation for, at deres ejendoms handelsværdi var blevet forringet som følge af ulemperne. Henset hertil samt til det forhold, at klagerne ikke havde udtømt de nationale muligheder for at rejse erstatningskrav på naboretligt grundlag, blev også denne del af klagen afvist.
EMDs dicision, der er afsagt den 26. februar 2008, er trykt i MAD2008.8EMD
Eneret på opstilling af vindmøller anset som servitut
Af en kendelse fra Vestre Landsret vedrørende tinglysning fremgår det, at en kontrakt om eneret på opstilling af vindmøller mv. efter landsrettens opfattelse ikke kan betragtes som en typisk rettighed, som almindeligvis stiftes på en ejendom, og som erhververe af rettigheder over fast ejendom følgelig må være forberedt på at møde. En sådan eneret må derfor ifølge landsretten anses for at være og skulle tinglyses som en servitut.
Vestre Landsrets kendelse, der er afsagt den 27. maj 2008, er optrykt i U2008.2047V
Ankenævnet på Energiområdet en mulig klageinstans
Ankenævnet på Energiområdet er et privat ankenævn, der behandler klager fra private forbrugere vedrørende forbrugeraftaler om køb og levering af el, gas og varme samt andre varer og tjenesteydelser i forbindelse hermed.
Energiklagenævnet kan ikke henvise klager til Ankenævnet for Energiområdet, da der er tale om et privat ankenævn, jf. forvaltningslovens § 7, modsætningsvis. Når Energiklagenævnet som følge af manglende kompetence afviser klager over private forsyningsselskaber, kan Energiklagenævnet dog henlede klagers opmærksomhed på muligheden af at klage til Ankenævnet på Energiområdet.
Som et eksempel herpå kan der henvises til Energiklagenævnets afvisning den 8. august 2008 af en klage over DONG Energy Sales & Distribution A/S, som kan ses her
For nærmere oplysninger vedrørende Ankenævnet på Energiområdet og dets virksomhed kan der henvises til nævnets hjemmeside http://www.energianke.dk/
EKSPROPRIATION:
Erstatning for byzoneareal til børnehave fastsat til landbrugsprisen
Højesteret har stadfæstet en dom fra Østre Landsret, hvor en ekspropriationserstatning blev nedsat fra 100,00 kr. pr. m² til 10,00 kr. pr. m². Overførslen til byzone var sket som led i planlægningen for børnehaven, hvorfor arealets zonestatus ikke skulle tillægges betydning.
Sagen angik ekspropriation af et areal på ca. 7.800 m², som ikke tidligere havde været omfattet af planlægningen, men som blev overført til byzone via en lokalplan for en børnehave. Ekspropriationen blev herefter gennemført til virkeliggørelse af lokalplanen. Da den lokalplan, som overførte arealet til byzone, havde karakter af en ekspropriationsforberedende plan, skulle der ses bort fra den ændrede zonestatus ved erstatningsudmålingen. Den tidligere bestemmelse i frigørelsesafgiftslovens § 8 kunne heller ikke tillægges betydning ved erstatningsfastsættelsen.
Landsretten havde anført, at der som følge af den manglende planlægning for området ikke var grundlag for at indregne forventningsværdi i erstatningen. Erstatningen blev derfor fastsat til prisen for landbrugsjord, svarende til 10,00 kr. pr. m². For Højesteret gjorde landmanden ikke gældende, at der var forventningsværdi tilknyttet arealet. Højesteret havde derfor ikke anledning til at tage stilling til dette spørgsmål.
Se resumé af Højesterets dom af 26. september 2008 her
Ny NKO om ekspropriation til byudvikling
Rækkevidden af planlovens hjemmel til at eksproprere til en byudvikling i overensstemmelse med kommuneplanen giver ofte anledning til spørgsmål. Naturklagenævnet orienterer i NKO 448 om bestemmelsens baggrund, ligesom der er omtale af tre nyere afgørelser.
NKO 448 omhandler ekspropriationshjemlen i planlovens § 47, stk. 1, hvorefter der kan eksproprieres til sikring af gennemførelse af en byudvikling i overensstemmelse med kommuneplanen. Efter denne hjemmel er det således kommuneplanen, som er ekspropriationsgrundlaget.
I NKO 448 er der indledningsvist en omtale af lovforarbejderne til den oprindelige lovbestemmelse fra 1980. Herefter refereres tre konkrete ekspropriationsafgørelser, hvor Naturklagenævnet ophævede de to, men stadfæstede den sidste. I de to afgørelser, hvor Naturklagenævnet ophævede ekspropriationerne, blev kommunerne i stedet henvist til at afvente, at der forelå endelig vedtagne lokalplaner. I den sidste afgørelse fandt Naturklagenævnet ikke, at det var ”byplanmæssigt forsvarligt” at igangsætte lokalplanlægning på ekspropriationstidspunktet. Betingelserne for ekspropriation efter kommuneplanen var herefter opfyldt.
Om ekspropriation til byudvikling henvises også til omtalen af Naturklagenævnets afgørelse af 15.september 2008 nedenfor.
Ekspropriation til byudvikling ophævet
Naturklagenævnet har ophævet en ekspropriation til byudvikling efter kommuneplanen. Arealet var udlagt som fremtidigt byvækstområde, men var ikke omfattet af den 12-årige planperiode, hvorfor byudviklingen ikke var i overensstemmelse med kommuneplanen.
Ekspropriationen omfattede ca. 12½ ha, som i regionplanen og kommuneplanen var udlagt som fremtidigt byvækstområde. Ekspropriationen blev gennemført til sikring af en byudvikling i overensstemmelse med kommuneplan 2003-2015, jf. planlovens § 47, stk. 1.
I forbindelse med sagens behandling blev det oplyst, at der i kommuneplanforslaget havde været lagt op til udlæg af et område på ca. 30 ha som nyt boligområde. Dette område ville omfatte det eksproprierede areal. Som følge af indsigelser fra amtet blev det nye boligområde imidlertid reduceret til 8 ha i den endelige kommuneplan, således at det eksproprierede areal herved udgik. Arealet var fortsat omfattet af kommuneplanens langsigtede byudvikling i et 30-årigt perspektiv. Naturklagenævnet fastslog imidlertid, at arealet ikke konkret kunne anvendes til byudviklingsformål på grundlag af den gældende kommuneplan, hvorfor ekspropriationen ikke var i overensstemmelse hermed. En ekspropriation måtte derfor afvente tilvejebringelse af en ny kommuneplan, der gav mulighed for udbygning af området.
Om ekspropriation til byudvikling henvises også til omtalen af NKO 448 ovenfor.
(Naturklagenævnets afgørelse af 15. september 2008, j.nr. NKN 32-00014)
NKO 452 - ekspropriation til udvidelse af virksomhed blev ophævet
Naturklagenævnet ophævede en ekspropriation som skulle muliggøre en udvidelse af en virksomhed. Ekspropriationen blev anset som lovlig og nødvendighedskravet var opfyldt, men hensynet til ejerens interesser blev vægtet tungere end hensynet til virksomheden.
Ekspropriationen omfattede et areal på 1,1 ha, og var gennemført for at virkeliggøre en lokalplan, som udlagde arealet til udvidelsesområde for eksisterende virksomheder. Ejeren ønskede selv at anvende arealet til fortsat landbrugsmæssig drift.
Naturklagenævnet anså ekspropriationen som lovlig og tidsmæssig aktuel, og fandt endvidere, at ekspropriationen var af væsentlig betydning for virkeliggørelse af lokalplanen. Nødvendighedskravet var derfor retligt set opfyldt. I ekspropriationssager påser Naturklagenævnet imidlertid også kommunens skøn. Ved denne afvejning fandt nævnet, at hensynet til ejerens interesse i fortsat drift af arealet skulle vægtes højere end hensynet til virksomhedens udvidelsesmuligheder det pågældende sted. Ekspropriationen blev herefter ophævet.
PLANLÆGNING:
Nationalpark Thy
Med bekendtgørelse nr. 840 af 18. august 2008 oprettes Nationalpark Thy, og der etableres samtidig regler for Nationalparkfond Thy. Nationalparkfonden skal udvikle en nationalparkplan for etablering og udvikling af parken, og fonden skal virke for, at planen gennemføres.
Bekendtgørelsen om Nationalpark Thy, der er udstedt af i medfør af lov nr. 533 af 6. juni 2007 om nationalparker, har blandt andet til formål at bevare og forøge naturen og den biologiske mangfoldighed samt at styrke parkens kulturmiljøer. Muligheden for at styrke friluftslivet i parken indgår også i bekendtgørelsens formålsbestemmelse. Bekendtgørelsen omfatter målsætninger for parkens udvikling. Målsætningerne forudsættes gennemført i henhold til den udarbejdede nationalparkplan og under inddragelse af planlægningsredskaber.
Nationalpark Thy skal administreres på baggrund af tre planlægningszoner, der er fastlagt med udgangspunkt i arealtyperne: Internationale beskyttelsesområder, fredede områder og klitlandskabsområder. Der skal i forbindelse med kommune- og lokalplanlægningen tages særlige hensyn til områderne karakter i forbindelse med planlægning af blandt andet infrastrukturanlæg. Nationalparkfond Thy ledes af en bredt sammensat bestyrelse, der støttes af et nationalparkråd. Nationalparkrådet vil blive inddraget i større sager og ved principielle spørgsmål.
Bekendtgørelsen om Nationalpark Thy fastlægger rammerne for etablering og drift af nationalparken. Rammer forudsættes udfyldt ved hjælp af de virkemidler, der anvises i bekendtgørelsen samt i lov om nationalparker. Nationalparkloven indeholder regler om fondens anvendelse af midler i forbindelse med aftaler, køb og salg, drift og anlæg mv.
Bekendtgørelse nr. 840 af 18. august 2008 om Nationalpark Thy kan ses her
Udstykning af helt matrikelnummer inden for strandbeskyttelseslinjen
Naturklagenævnet har i en afgørelse refereret i NKO 443 fastslået, at udstykning af et helt matrikelnummer ikke kræver dispensation fra strandbeskyttelseslinjen. En sådan udstykning kræver fortsat landzonetilladelse efter planlovens § 35.
Den konkrete sag angik en ansøgning om udstykning af et matrikelnummer fra en landbrugsejendom, som bestod af i alt 4 matrikelnumre. Det matrikelnummer, som ønskedes udstykket, udgjorde et mindre areal inden for strandbeskyttelseslinjen, og var bebygget med et gammelt sommerhus. Det statslige miljøcenter havde givet afslag på dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 15, som indeholder forbud mod ”matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel”.
Ejeren anførte, at der ikke ved udstykningen til den nye selvstændige ejendom ville opstå et nyt matrikulært skel, da det areal, som skulle udstykkes i forvejen var selvstændig matrikuleret. Ejeren fik medhold i dette synspunkt.
Det er efter § 15 ikke afgørende om der opstår en ny ejendom, men om der ved udstykningen fastlægges skel. Ifølge udstykningsloven fastlægges der ikke et nyt matrikulært skel, hvis udstykningen omfatter et helt matrikelnummer. Udstykningen krævede derfor ikke dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 15. Udstykningen krævede imidlertid fortsat landzonetilladelse efter planlovens § 35, hvorefter der kræves tilladelse til ”udstykning” uanset om der ved udstykningen fastsættes nyt skel.
Lokalplaner – afgørelser om præcisions- og hjemmelskrav
Naturklagenævnet omtaler i tre nye NKO’er forskellige problemstillinger om, hvad der kan reguleres i lokalplaner og kravene til lokalplaners præcision.
I en afgørelse refereret i NKO 442 fandt Naturklagenævnet, at en lokalplanbestemmelse, hvorefter facader skulle udføres i mursten, ud fra en almindelig sproglig forståelse måtte forstås som en betegnelse for traditionelle teglsten og andre lignende byggesten. Kommunen fik derfor medhold i, at anvendelse af nogle natursten (en form for sandsten) i varierende størrelser, ikke var umiddelbart tilladte efter lokalplanen, men krævede en dispensation.
I NKO 445 fastslog Naturklagenævnet, at nogle bestemmelser om placering af p-arealer i en bebyggelsesplan, ikke kunne administreres som en lokalplan. Bebyggelsesplanen var godkendt i forbindelse med meddelelse af byggetilladelse, men var ikke fastsat i lokalplanen, og lokalplanen stillede heller ikke i øvrigt krav til p-pladsernes placering. Kommunen havde derfor ikke hjemmel i planloven til at modsætte sig en flytning af p-arealerne.
NKO 446 omhandler begrebet ”byggelinje” i en lokalplan. Den konkrete lokalplan indeholdt en bestemmelse, hvorefter byggelinjer var reguleret i et kortbilag til planen, hvor påbudte byggelinjer var indtegnet. Ejeren ønskede byggeriet opført længere inde på grunden. Spørgsmålet var herefter, om kommunen kunne kræve byggeriet placeret præcist på byggelinjen, eller om byggeriet blot ikke måtte overskride denne linje. Ud fra en naturlig og sædvanlig fortolkning af begrebet byggelinje, fandt Naturklagenævnet ikke, at det kunne kræves, at byggeriet blev opført i en bestemt linje. Hvis facaden på et byggeri skal ligge i en bestemt linje, skal det derfor præciseres yderligere i lokalplanen og dens kortbilag.
NKO 442, 445 og 446 kan ses her
FORURENET JORD:
Låneordningen relanceres
Låneordningen er en ordning, der giver boligejere med en forurenet grund mulighed for at få fremskyndet en oprydning af deres forurenede grund. Låneordningen blev gennemført i en prøveperiode i 2004 og relanceres nu i 2008.
Låneordningen giver boligejere på værditabsordningens venteliste mulighed for at optage et statsgaranteret lån til at finansiere en oprydning af deres forurenede grund. Lånet vil blive indfriet med midler fra værditabsordningen, når det er låntagers tur på ventelisten. Indtil lånet bliver indfriet af staten, yder staten et tilskud svarende til Nationalbankens udlånsrente. Økonomistyrelsen administrerer ordningen. Boligejere på værditabsordningens venteliste vil få direkte besked fra Miljøstyrelsen og Økonomistyrelsen om tilmelding til ordningen.
VVM OG MILJØGODKENDELSE:
MKN afgørelse – Miljøgodkendelse af Lerkenfeld Dambrug
Miljøklagenævnet har med en afgørelse af 25. august 2008 ophævet det tidligere Nordjyllands Amts miljøgodkendelse af Lerkenfeld Dambrug og hjemviser sagen til fornyet behandling i Vesthimmerlands Kommune. Afgørelsen er truffet af Miljøklagenævnets konstituerede ankechef uden medvirken af beskikkede medlemmer.
Klagen er indbragt for Miljøklagenævnet af Dansk Akvakultur den 15. januar 2007 på vegne af den driftsansvarlige for dambruget. Lerkenfeld å indgår ved dambrugets ind- og udløb i et EU habitatområde. Dambruget er omfattet af recipientkvalitetsmålsætningerne for vandløb i den stadig gældende regionplan for Nordjyllands Amts, og der er for dambruget fastsat opstrøms og nedstrøms målsætningsklasse Dambruget påklagede den fastsatte målsætningsklasse til Naturklagenævnet men fik ikke medhold. Klagen til Miljøklagenævnet vedrører miljøgodkendelsens vilkår for årligt foderforbrug samt skærpede udledningsvilkår.
Foruden miljøbeskyttelseslovens kapitel 5 og godkendelsesbekendtgørelsen udgør modeldambrugsbekendtgørelsen samt dambrugsbekendtgørelsen det centrale grundlag for fastsættelse af miljøgodkendelsesvikår. Dambruget er tidligere godkendt som modeldambrug, og der er tidligere foretaget konsekvensvurdering efter reglerne i habitatdirektivets artikel 6, stk. 3. Dambruget har ikke tidligere haft samlet miljøgodkendelse. Nordjyllands Amts miljøgodkendelse af 20. december 2006 er meddelt på grundlag af miljøbeskyttelsesloven og den dagældende modeldambrugsbekendtgørelse.
Det konstateres i Miljøklagenævnet afgørelse, at der ikke har været hjemmel til at meddele godkendelse efter modeldambrugsbekendtgørelsens § 3. Opstrøms- og nedstrømsmål-sætningerne har ikke været opfyldt i perioden 2001-2008, hvilket udgør et godkendelses-kriterie efter den modeldambrugsbekendtgørelsen. Nordjyllands Amts miljøgodkendelse, der inddrager modeldambrugsbekendtgørelsen som hjemmelsgrundlag ophæves derfor som ugyldig af Miljøklagenævnet. Sagen hjemvises til den nu kompetente miljømyndighed Vesthimmerlands Kommune med en række bemærkninger fra Miljøklagenævnet vedrørende det relevant lovgrundlag for fastsættelse af miljøgodkendelsesvilkår.
MKN-100-00181 af 25. august 2008 kan ses her
MKN afgørelse – Godkendelse af Over Løjstrup biogasanlæg
Favrskov Komnmune traf den 5. september 2007 afgørelse om udvidelse af Over Løgstrup biogasanlæg. Miljøklagenævnet har nu stadfæstet kommunes afgørelse med ændring af vilkår 4.14, der vedrører lugtvilkår for ammoniak.
Favrskov Kommune meddelte i miljøgodkendelsen for udvidelsen af biogasanlægget nye vilkår for anlæggets biogasmotorer og kedel samt om lugt og ammoniak. Det nye vilkår er meddelt som påbud efter miljøbeskyttelseslovens § 41 jf. § 41a, da kommunen vurderede, at forureningen gik ud over, hvad der havde ligget til grund ved den oprindelige godkendelse. Århus Amt traf i marts 2006 afgørelse om, at der ikke krævedes VVM, hvilket Naturklagenævnet efter påklage har stadfæstet.
Klage til Miljøklagenævnet er indgivet af en gruppe af naboer til biogasanlægget. Klager påpeger, at anlægget giver anledning til ammoniakudslip, der er betydeligt større end ammoniakudslippene fra en større svineproduktion. Det påpeges i klagen, at der ud over fastsættelse af B-værdi for ammoniak (afkastningsværdi), bør tages hensyn til, at ammoniakudslippene giver anledning til algevækst på nåletræer i nærheden. Klagerne påpeger i øvrigt, at ammoniakeudslippene må bedømmes i lyset af de øvrige ammoniak-udslip i området fra svineproduktioner.
Miljøklagenævnet fastlægger i afgørelsen, at B-værdien for ammoniak på 0,3 mg pr. m3 skal overholdes hvor som helst uden for biogasanlæggets skel til naboejendom i henhold til luftvejledningen (immissionsværdi for ammoniak) Biogasanlægget er omfattet af godkendelsesbekendtgørelsens listepunkt K 213. Der er siden Favrskov Kommunes afgørelse i 2007 fastsat standardvilkår for K 213 anlæg. Såfremt de nye standardregler havde været i kraft på godkendelsestidspunktet, kunne der alene være fastsat B-værdier i forhold til skorstenshøjde (emissionsværdier for ammoniak).
Miljøklagenævnets afgørelse MKN-100 – 00276 kan ses her
KOMMUNERNES RETSFORHOLD:
Kommunale kvalitetskontrakter
Velfærdsministeriet har i september sendt et lovforslag i høring om kommunale kvalitetskontrakter, udbudsstrategier og kommunale borgerrådgivere. Lovforslaget er en del af udmøntningen af regeringens kvalitetsstrategi.
Lovforslaget pålægger kommunalbestyrelserne at udarbejde en kvalitetskontrakt for udvikling af kvaliteten i den kommunale opgavevaretagelse. I kvalitetskontrakten skal kommunalbestyrelserne opstille kvantificerbare mål for hvert serviceområde i kommunen. Samtidig med lovforslaget ophæves den forpligtigelse kommunalbestyrelser og regionsråd hidtil har haft til at udarbejde servicestrategier.
Lovforslaget pålægger endvidere kommunalbestyrelserne og regionsrådene at udarbejde en udbudsstrategi. Udbudsstrategien skal angive på hvilke områder, kommunalbestyrelsen og regionsrådet påtænker at anvende udbud, og hvordan anvendelsen af udbud kan øges. Begrebet udbud anvendes i lovforslaget bredt som omfattende enhver form for konkurrenceudsættelse.
Lovforslaget indeholder endelig hjemmel til, at kommunerne kan etablere en borgerrådgiverfunktion. Borgerrådgivningsfunktionen kan etableres uden om det kommunale udvalgssystem.
Forslag til lov om ændring af lov om kommuners styrelse og lov om regioner m.v. kan læses her
Partnerskabsaftale mellem kommune og bredbåndsselskab ulovlig
Statsforvaltningen har oplyst, at en række sønderjyske kommuner ikke lovligt kan indgå en partnerskabsaftale med ESS Bredbånd om udrulning af bredbånd. Partnerskabsaftalen indebar en pligt for kommunen til at foretage en markedsføring af ESS bredbånd, men ikke pligt til at deltage i finansiering eller etablering af bredbåndsnettet i kommunen.
Statsforvaltningen begrundelse for aftalens ulovlighed var, at indgåelsen af aftalen i sig selv indebærer en markedsføring af aftalepartneren. Kommunen måtte derfor ved indgåelse af partnerskabsaftalen anses for at have indrømmet ESS sådanne særlige markedsføringsmæssige fordele, som må sidestilles med støtte til en enkeltvirksomhed.
Ifølge statsforvaltningen galt dette uanset, om kommunen indgik tilsvarende aftaler med andre udbydere af bredbåndsnet, da det tilsvarende vil være at anse som støtte til enkeltvirksomheder.
Det samme måtte ifølge statsforvaltningen gælde, selvom kommunen havde sikret sig indflydelse på prioriteringen af udrulning af bredbånd, og i den forbindelse havde sikret sig, at udrulningen skete i et hurtigere tempo, end den ville være sket uden aftale. Begrundelsen herfor er, at det ikke i sig selv kan anses for at være en kommunal opgave at sikre udrulningen af bredbåndsnet heller ikke i et vist tempo, jf. den ovenfornævnte telepolitiske strategi, hvorefter udgangspunktet har været, at udrulning af bredbåndsinfrastruktur skal ske i et regi af et konkurrencemarked.
Statsforvaltningens udtalelse af 15. juli 2008 til TDC kan læses her
Vederlagsfri tandlægekørsel
Statsforvaltningen har udtalt at Varde Kommune har handlet i strid med loven ved kun at tilbyde vederlagsfri tandlægekørsel til elever tilknyttet distriktsskolen og ikke til elever i andre skoler. Statsforvaltningen anså i øvrigt, at vederlagsfri tandlægekørsel var en lovlig kommunal opgave.
Statsforvaltningen konstaterede indledningsvist, at spørgsmålet om vederlagsfri transport til tandlægebehandling ikke er reguleret i den skrevne lovgivning. Lovligheden af Varde Kommunes model for vederlagsfri tandlægekørsel måtte herefter bedømmes efter de særlige kommunalfuldmagtsregler.
Statsforvaltningen vurderede, at det måtte anses som en lovlig kommunal opgave at tilbyde vederlagsfri tandlægekørsel til skolebørn. Statsforvaltningen fandt derimod, at Varde Kommune ikke kan undlade at tilbyde vederlagsfri tandlægekørsel til de elever bosat i kommunen, der går på en anden skole i kommunen end distriktsskolen. Varde Kommune havde ikke dokumenteret nogen saglig begrundelse for forskelsbehandlingen mellem eleverne.
Statsforvaltningen Syddanmark udtalelse af 22. september 2008 kan læses her
Statsforvaltningens udtalelse vedrørende aktindsigt i udbudsdokumenter
Region Syddanmark har givet en borger afslag på aktindsigt i dokumenter, der vedrører tilbud på leverance af høreapparatbehandling. Statsforvaltningen Syddanmark har i udtalelse gennemgået de dokumenttyper, hvori der er søgt aktindsigt. Region Syddanmark anmodes om at redegøre for dens videre tiltag i sagen.
Statsforvaltningen gennemgår i sin udtalelse de relevante aktindsigtsregler i offentlighedsloven: den generelle regel i offentlighedslovens § 4, stk. 1 samt undtagelsesreglerne om aktindsigt i offentlighedslovens § 12, stk. 1 samt reglerne i offentlighedslovens § 7 om udveksling af en myndigheds interne arbejdsdokumenter.
De omhandlede dokumenter vedrører udbudsmaterialet, de afgivne tilbud, samt mail korrespondance mellem udbudskonsulenten Advokatfirmaet Bech Bruun og Region Syddanmark.
I Statsforvaltningen udtalelse slås det fast, at visse dele af tilbudsdokumenterne, herunder leverandørlister, ikke som antaget af Region Syddanmark er undtaget fra aktindsigt efter offentlighedslovens § 12, stk. 1. De egentlige tilbudsskemaer, der omfatter pristilbud kan derimod antages at været undtaget fra aktindsigt. Undtaget er ligeledes tilbudsgivernes erklæringer vedrørende gæld til det offentlige. Statsforvaltningen slår fast, at mail korrespondancen mellem Bech Bruun og Region Syddanmark ikke kan anses for intern korrespondance efter offentlighedens § 7, og Statsforvaltningen foretager en nærmere gennemgang af den konkrete korrespondance i lyset af offentlighedslovens § 12, stk. 1.
Statsforvaltning Syddanmark anmoder i udtalelsen Region Syddanmark om at tage stilling til, hvad Regionen vil foretage sig på baggrund af Statsforvaltningen udtalelse. Statsforvaltningen antager i udtalelsen, at Region Syddanmarks afslag på aktindsigt for visse af de efterspurgte dokumenter ikke har hjemmel i offentlighedslovens § 12, stk. 1.
Statsforvaltningens udtalelse kan ses her
ARRANGEMENTER ENERGI & MILJØ DELTAGER I:
Ferskvandscentret - Ekspropriation til byudvikling - 28. 10.08
Læs mere ->
Handelshøjskolens Erhvervsjuridiske Efteruddannelse - Nye krav til forsyningsvirksomheder, Århus 12.11.2008
Læs mere ->
Dansk Fjernvarme - Projektforslag i henhold til Varmeforsyningsloven 17.11.2008 Læs mere->
Ferskvandscentret - Landzoneadministration - 09.12.08
Læs mere->
|
Advokatfirmaet
Energi & Miljø |
|
